Kirkens udsmykning
Udsmykningen af kirken er udført af kunstneren Valdemar Foersom Hegndal, der har lavet en smuk glasmosaik til det korsformede vindue bag alteret.
Foran vinduet er anbragt en Kristus-figur, udført i limtræ og belagt med bladguld
Døbefont, alterbord og prædikestol er udført i limtræ og tegnet af kunstneren, og i døbefonten er anbragt et dåbsfad udført i messing.
I Emmersbæk kirke er der ophængt et kirkeskib. I 1984 blev skibet hængt op (i det daværende kapel og menighedshus) ved gudstjenesten 1. søndag i advent. Skibet, en tremastet bark, er bygget af Niels Chr. Christensen ("Kesse-Peter") fra Hirtshals.
Ved siden af kirkerummets dør er der på væggen placeret en Kristus-figur, udført i sten af kunstneren Oluf Jensen.
l 1998 fik kirken en lysglobe, fremstillet af den islandske kunstner Ingolfur Magnussen, der var bosat i Hirtshals.
I forbindelse med tilbygningen af menighedslokaler i 1997 fik kirken et nyt orgel, bygget af orgelfirmaet Bruno Christensen og Sønner. Instrumentet har 12 stemmer.