Sognepræst Bjarne Hougaards prædiken ved "fredsgudstjenesten" d. 4. maj 2025.

Prædiken

Jesus sagde: »Jeg er den gode hyrde. Den gode hyrde sætter sit liv til for fårene.
…
Jeg kender mine får, og mine får kender mig, ligesom Faderen kender mig, og jeg kender Faderen; og jeg sætter mit liv til for fårene. Jeg har også andre får, som ikke hører til denne fold; også dem skal jeg lede, og de skal høre min røst, og der skal blive én hjord, én hyrde.« Joh 10,11-16

Hvad vil det sige at være en god leder? – blev konfirman­d­erne spurgt, da de skulle forberede konfirmations­guds­tjenesten. Og det er klogt at lytte til børnene og de unge en gang imellem. Som f.eks. når de siger: En god leder er en man kan stole på. En der har respekt for andre og har tålmodighed, men også kan sige fra. En der har styr på det. En der har øje på andre og passer på dem. En der er rolig.

Godt lederskab, det er er der altid brug for – ikke bare i en forening, i en klasse eller på en arbejdsplads. – men også i landet.

I dag er vi samlet her i Hirtshals kirke som en del af marke­ringen af Danmarks befrielse i 1945 – for 80 år siden. - Her mødes vi så af prædiketeksten til denne søndag – 2. s. e. påske, hvor Jesus taler om sig selv som den gode hyrde – den gode leder. – på en underlig måde bliver det hele jo så nærvær­ende og aktuelt netop i dag – talen om, hvad sand lederskab er, når livet bliver livsfarligt. Hvad vil det sige ikke bare at være "daglejer" på sine egne idealer, men være en, der virkelig kæmper for det, man har kært.

Man skal altid være forsigtig med at vurdere fortidens indsats med nutidens standarder, men der er vist ingen tvivl om at tiden bød på megen god og beundringsværdig lederskab, der endda i nogle tilfælde direkte hentede sin inspiration i den kristne tro og dermed i Jesu lederskab. Tilsvarende er der vist heller ingen tvivl om, at det modsatte også var tilfældet – at der fandtes dårlig og skadelig lederskab.

Når Jesus taler om sit eget lederskab i åndelig henseende, er det tydeligt, at han har sine disciple – altså dem han på en særlig måde er leder for – i fokus, samtidig med, at han har et blik ud mod alle andre. Så måske er det godt at lægge øre til de ord, hvis vi skal fremme en ”åndelig oprustning”, som vores statsminister for nylig lagde op til.

Der var bogstavelig talt ingen grænser for, hvad Jesus ville gøre, for at redde dem – han satte livet til for os – vi blev mindet om for et par uger siden, hvor bogstaveligt han mente de ord, for dengang lod han sig henrette på den grusomste måde – for han vidste at det var den eneste måde han kunne bane vejen gennem død og undergang for os.

Men han gik eet skridt videre – også et skridt videre end vi nogensinde med rimelighed kan forvente at en leder gør i dag – om det så er det små eller i det store verdenspolitiske spil. Jesus BESEJREDE døden – han efterlod sin grav gabende tom – som et tydeligt tegn på, at han er den stærkeste – selvom det var og er svært for mennesker at tro på, at det er tilfældet.

Jesus tænker ikke kun på ”sine egne” - Jeg har også andre får, som ikke hø­rer til denne fold! – siger han. For sådan er det med Gud – jo mere vi retter blik­ket og opmærksomheden mod ham, jo mere får vi øje på andres vilkår og behov. Når han leder sit folk, så ender han med at sende dem ud i al verden med det gode budskab, som ikke kun består i fine ord og høje tanker om Gud, men i lige så høj grad i kon­krete handlinger, der kan fremme fred og samhørighed mennesker imellem og mellem mennesker og Gud. – det er hvad vi som kristne er sendt ud i verden med, hvis vi ellers lytter efter hvad vores hyrde og leder siger.

I besættelsestiden var der mange eksempler på, at præster og andre kirkeligt engagerede så det som sin pligt at arbejde for freden. Det kunne enten være som modstandsfolk, hjælpe med at finde skjulesteder, skjule jøder eller efterlyste eller noget helt andet. (Der var (desværre) også eksempler på det modsatte, og der var selvfølgelig også mange, som gjorde det samme ud fra helt andre bevæggrunde).

I dag står vi i en situation, hvor de mange generationer, der ikke har oplevet besættelsestiden, nu pludselig frygter at det kan blive aktuelt også for os. Vi skal ikke mange km. mod øst, før krigens rædsler rammer os, og det føles så nær på os selv, fordi det rammer folk og kulturer, der på mange måder minder om vores egen, og som vi igennem de seneste år har fået et stadig tættere bånd til.

Vi opfordres som folk til at preppe og forberede os på det værste, og vi opruster både herhjemme og sammen med vore nærmeste allierede – og i virkeligheden ved vi næsten ikke hvem, vi kan forvente hjælp fra.

Hvordan er den gode leder for os i den situation. Måske har han eller hun brug for at lytte til konfirmandernes ord – og måske kan vi, der ikke på samme måde har en ledende position faktisk også tage det til os:

En god leder er en man kan stole på. Troværdighed – vi har brug for at ledere – vi selv, er troværdige. Så de og vi handler i overensstemmelse med de værdier vi bygger på.

En der har respekt for andre – at respektere både sine venner og sine modstandere, er værdifulde egenskaber for ledere og alle andre.

Har tålmodighed – Verden har nok ledere, der vil fikse proble­merne her og nu, men som ikke har tålmodigheden til at arbejde for en fred, der ikke bare er fravær af krig, men samtidig nærvær af retfærdighed.

Men også kan sige fra. – en gang imellem må der trækkes en streg i sandet og siges fra, når uretfærdighederne bliver for store. I virkeligheden har vi alle sammen brug for det mod.

En der har styr på det. ­– Når det gælder verdensfreden, er det selvfølgelig et stort krav, for sandheden er jo netop at intet menneske på nogen måde helt har styr på det. Men hver især gælder det om at vi har bedst mulig overblik over det, som netop VI har indflydelse på.

En der har øje på andre og passer på dem. opmærksomhed og omsorg – både i forhold til ”vennernes” behov og i forhold til modparten, så vi ikke forfalder til at at se modstanderen som et ”modmenneske, og dæmoniserer dem, der vil os ondt. Jesus lærer os ligefrem at vi skal elske vore fjender og bede for dem, der forfølger os.

­En der er rolig. – også det har vi brug for. – at vi – og især vore ledere, hvor de end er – formår at bevare roen under pres.

Det er bemærkelsesværdigt, hvordan konfirmandernes drømme om en leder passer ind i de ord, som vi hørte fra Jesus – om den gode hyrde – de havde vel at mærke ikke fået de ord læst forud. Det fortæller os noget om, at Gud igennem Jesus Kristus viser sig for os som den, der kan matche vores dybeste længsler.

For Jesu ord om hyrden og dem, der hører ham til, er jo ikke kun talt ind i en situation, hvor truslerne udefra er store – det er de også. Men for ham er det allervæsentligste, at han som vores gode hyrde vil lede os i vores livs allerstørste krise.

AT vi som mennesker ikke ER som denne gode leder – hyrde, som Gud ellers har skabt os til at være. Vores fællesskab med Gud er brudt, og derfor er også vores fællesskab med andre mærket, for så snart vi vender os væk fra Gud, så kommer vi uværgelig også til at vende os væk fra andre mennesker.

Som den gode hyrde vil Jesus samle sit folk omkring sig – ikke som en eksklusiv lille gruppe, der samles på bekostning af andre, men som et folk der rækker ud til andre.

Det er det, der udtrykkes i den salme, som vi skal synge til slut herinde i kirken. Den fjende, der tales om i den salme er ikke hverken russere, amerikanere, tyskere eller andre konstellationer af folk – det Fjenden – med stort – Guds evige fjende, som på én gang er besejret af ”mægtigste kriste”, men som stadig plager os både i vore ydre verden og i vores eget allerinderste.

Mægtigste Kriste, menighedens Herre,
den du har tegnet med dit kors til ære,
kom dog at hjælpe os af fjendens snare,
dit folk bevare!

Før du selv striden for de børn så svage, 
tving du vor fjende, driv hans magt tilbage,
hvad sig mod dig og dine vil ophøje,
selv du nedbøje!

Fred udi kirken vi af dig begære,
fred udi landet du os og beskære,
fred udi hjertet du for alting give!
Hos os du blive!